“Din enorme erfaring afgør vores valg”

Hele mit professionelle liv – 36 år er det snart blevet til – har jeg beskæftiget mig med kommunikation – først i tre store virksomheder, og derefter i 25 år som rådgiver for et betydeligt antal topledere i såvel erhvervslivet som i en lang række ministerier, styrelser, kommuner, organisationer etc. Faktisk har jeg gjort op, at jeg gennem årene har været involveret i rådgivning af hele 75 procent af direktionerne og/eller bestyrelserne i C20- og Large Cap-selskaberne på børsen. Den indsigt og erfaring er jeg meget taknemmelig for.

Det startede med jobbet som kommunikationsmedarbejder i TDC (dengang KTAS) – mit første kommunikationsjob – i øvrigt med en eminent chef, som i den grad skærpede min interesse for strategisk kommunikation fra dag 1.

Var det udfordrende? Ja, det må man sige – dengang var der jo ingen konkurrenter, vi kunne dele kriserne med…. Var det lærerigt for en ung ambitiøs type som mig? Ja, mon ikke!

Efter nogle år i televerdenen var jeg så heldig at blive bragt i forslag som ny kommunikationschef i Danmarks største livs- og pensionsforsikringsselskab, Statsanstalten for Livsforsikring (som i dag hedder Danica). Her kom jeg fra første færd uhyre tæt på både direktion og bestyrelse. Jeg tilegnede mig derfor en værdifuld indsigt i kommunikation i datidens finansielle sektor. Det var ikke alene spændende – jeg lærte dagligt noget nyt.
Efter godt fem år tog jeg springet til landets (efter min mening) suverænt mest spændende og attraktive kommunikationsdirektørjob. Det skete, da jeg i 1988 jeg blev medlem af koncernledelsen i den mest progressive finansielle koncern på det tidspunkt: Baltica Holding. Her kommunikerede jeg om både forsikring, pension, bank, bolig, børsmæglervirksomhed, storcentre, ejendomsforvaltning, redningstjeneste (vi ejede dengang også Falck-koncernen) – ja, sågar ”Parken” var jeg kommunikationsansvarlig for (Baltica overtog i 1990 ”Idrætsparken”, som vi rev ned, genopførte og i 1992 relancerede under navnet ”Parken”).

Var det en begivenhedsrig tid? Ja, det skal jeg love for – en periode, jeg for intet i verden ville have været foruden. Det var intet mindre end en fabelagtig arbejdsplads, hvorfra jeg siden kunne tage et væld af nyttig viden og lærdom med mig.

I Baltica-koncernen var jeg samtidig ansvarlig for hele gruppens investor relations, ligesom jeg i mine sidste år dér også fungerede som direktionssekretær med alt, hvad dét indebærer. Et samlet set både indsholdsmættet og usædvanligt spændende arbejdsliv – ikke mindst henset til præcis den periode i datidens Danmark, hvor finansielle holdningselskaber blev testet på enhver tænkelig måde. Så det var på mange måder ren efteruddannelse i krisehåndtering (i øvrigt sammen med koncernledelseskolleger, som i alle henseender var second to none – tag selv et tjek på de topjobs, flertallet af dem efterfølgende har bestridt!).

Et rådgiverjob som intet andet. Punktum.

Disse tre fremragende ’lærepladser’ var en optimal baggrund for det valg, jeg traf i begyndelsen af 1994, da jeg sluttede mig til Danmarks suverænt mest velanskrevne og samtidig bedst kendte kommunikationsvirksomhed, Jøp, Ove & Myrthu.

Som den første uden for stifterkredsen blev jeg allerede i 1996 tilbudt partnerskab i denne i alle henseender fantastiske rådgivningsvirksomhed – med en klientskare, som konkurrenterne dengang ville give deres højre arm for. At jeg endte med at blive samne sted i 22 år, siger vel det hele – for jeg har haft nogle vidunderlige år som rådgiver, partner, senior partner, direktør og bestyrelsesformand, før vi på grund af uenighed om udvikling og strategi (i ejerkredsen i Jøp, Ove & Myrthu (CPH)) med udgangen af 2015 besluttede at opløse selskabet for hver især at forfølge andre mål.

Det helt overvældende store antal personlige reaktioner jeg modtog fra mine klienter, da min beslutning om at gå SOLO blev meldt ud, bekræftede mig i, at min beslutning var helt rigtig.
Og gav mig af samme grund ny energi til at starte HØSTAGER SOLO.