Der findes kun to typer virksomheder!

1. Dem, der har været i krise, og
2. Dem, der kommer i krise.

Sådan er det bare.

At sidde i krise stort hver eneste dag (som jeg vitterlig gør), giver en ERFARING, som ingen topchef eller kommunikationsdirektør – heldigvis! – selv har mulighed for at tilegne sig.

Jeg har beskæftiget mig med kriser og krisestyring i årevis. Faktisk lige siden 1982. Og selv om man næppe nogensinde bliver færdiguddannet i denne disciplin, betyder det naturligvis meget, at man har “prøvet det før”, når krisen skyller ind over virksomheden og dens topledelse.

For hvis nogen da skulle være i tvivl:

Det er ikke sjovt at være i krise! Punktum.

Og det er bestemt heller ikke karrierebefordrende – med mindre man da både har modet, er tilgængelig, handlekraftig og beslutsom, samt både åben og ærlig, så man på den måde får lagt krisen død uden nævneværdig skade på omdømme og økonomi.

Og nej, her taler vi bestemt ikke floskler. For det ER disse egenskaber, man skal kunne mobilisere. Men som det er svært for mange topchefer at bringe i anvendelse.

Og hvorfor så det? Helt banalt skyldes det ofte, at krisen har en årsag, som ledelsen ikke kan sige sig fri for at have en større eller mindre del af ansvaret for. Og så er det jo nemmere ikke at gøre noget… Synes holdningen at være. “For det går jo over igen”.

Det er i sandhed en både kortsigtet og samtidig forkert angrebsmetode.

Kriser går meget sjældent over af sig selv. Og da slet ikke, hvis topchefen (eller andre i virksomheden) selv kan siges at bære en del af ansvaret. Medierne – herunder i stadig højere grad de lynhurtige sociale medier – kræver en kommentar. Og hvis du ikke selv vil sige noget, må du regne med, at der er andre, der hellere end gerne kommenterer ‘din sag’.

Det irriterer dig. Det fortryder du. Altid.

Derfor er der især to ord, man skal holde sig for øje, når det trækker op til krise: Og det er hastighed og tilgængelighed – og dét 24/7.

Ikke for at glæde eller please pressen. Men fordi det er det, der tjener både virksomhed og topledelse bedst. Punktum.

Det kræver selvfølgelig, at man har noget at meddele. Og at man frem for alt har en afklaret holdning til alle hv-spørgsmålene:

Hvad er der sket?
Hvordan kunne det ske?
Hvorfor har I ikke bedre styr på tingene?
Hvem har ansvaret?
Hvor mange er berørt?
Hvem skal fyres?

og hvilke (i øvrigt ofte ganske forudsigelige) spørgsmål journalisterne nu ellers ønsker dit svar på.

Det er imidlertid her, det plejer at blive svært. Det skyldes, at mange topledelser, i forbindelse med kriser, bliver taget på det forkerte ben, hvor de netop ikke har en afklaret holdning. Og så er det, det er lettere at klappe i og gøre sig utilgængelig… “Desværre, direktøren sidder i møde hele dagen. Og i morgen duer heller ikke…”.

Mon ikke journalisten tager det som en bekræftelse på, at han eller hun er på sporet af “en god historie?”

Beredskab: “Jamen, det sker jo ikke for os, Esben”

Jeg forstår godt, at det ikke ligefrem er beredskabsplanlægning, ledelsen helst vil bruge ressourcer på. Her-og-nu er der næsten altid ting, der kan siges at være vigtigere.

Men – når nogen fortæller mig, at det “jo ikke sker for dem”, så bliver jeg nødt til at henføre sådanne bemærkninger til kategorierne “ønsketænkning” og “Famous last words“.

For der findes som nævnt kun to typer virksomheder…

Og HUSK også: Når først Danmarks Radios hvide sendevogn holder på parkeringspladsen foran hovedkontoret – og journalisten står med sit tv-hold i receptionen – ja, så ER det altså en smule sent at starte beredskabsplanlægningen!

FØR krisen: Hvis jeg også kan bistå DIN virksomhed, så I bliver (endnu) bedre klædt på til at håndtere en krise, så ring gerne til mig.

UNDER krisen: Og har du en helt konkret krise i gang eller under opsejling, er det nok også værd at tage en snak om!

EFTER krisen: Glem heller ikke, at det altid er en god idé med en professionel de-briefing, f.eks. “Hvordan sikrer vi os mod at havne i en lignende situation frem over?” Præcis her er disciplinen Issues Management meget nyttig.